Det Babelske Begrebstårn

by ildspor

 

“There’s so many different worlds,
So many different suns.
And we have just one world,
But we live in different ones.”

– Brothers in arms, Dire Straits

Det er måske ikke den store åbenbaring, at menneskets sind er kittet og klistret til af mødet med verden. Millioner af identifikationer med millioner af oplevelser, sansninger, tanker, begær, idealer, emotioner, perceptioner, etc., konstituerer ens perspektiv(er) i livet.

Alles observans og begreber er formede/fanget/determineret af et mere eller mindre begrænset perspektiv(er) – af fragmentariske mentale landkort, som følge af  foretrukne og/eller ufrivillige begrebslige spændetrøjer via (andres) konditionering, ideologier, ideer, propaganda, opdragelse, socialisation, stereotypi, homogenisering, livsmanuskripter, livsstile, roller, indoktrinering, dannelser, faggruppe, uddannelser (eller dannelses/ uddannelses-skader), paradigmer, ismer, etc… og man nøjes måske med ét perspektiv, én bestemt synsmåde, én bestemt begrebsorientering, ideologi, etc.,  hvorimod et meta-perspektiv – et perspektiv over perspektiver – er fordelagtigt, idet det kan rumme og samordne flere ellers løsrevne ensidige begreber og perspektiver.

Begrebsrammen synes at afstikke ens perspektiv, som følge af konditioneringen (uddannelsen, socialiseringen, etc.) – af det som man fokuserer på, og derfor; hvad man mentalt kan se og ikke kan se, hvad man godtager og fornægter, etc. Som tendens (eller generelt) godtager man det som er i overenstemmelse med skolingen, konditioneringen, landkortet, og frafiltrerer – bevidst elle ubevidst – det som ikke findes på kortet. Man forveksler landkortet med landskabet – det som erkendelsesteoretikeren Gregory Bateson kaldte error in logical typing.[1]

Here comes the kicker: Begrebsrammen, landkortet determinerer i mange henseender ikke kun observans, interesseområde, orientering af viden, frafiltrering (se denne korte utrolige video om change blindness) m.m., men også perceptionen af hvad som sker ude i ‘landskabet’ (se ”Reality is a Shared Hallucination” ). Man oplever det som er i overensstemmelse med ens begrebslandkort, hvilket så igen bekræfter dette perspektivs rigtighed.

Perceptionens indhold (hvad som sker ude/inde i landskabet) får dermed en art selvopfyldende og selvreferentiel berettigelse og eksistens ud fra begrebets perspektiv (typen af landkort), som perceptionen bliver formet af (ikke ulig en slags pendant til Baudrillards begreb om hyperrealitet og simulacra)

Man ser det som ens overbevisninger/filter tillader en at se – ikke kun mentalt i forhold til viden og overbevisninger, men at disse overbevisninger også former sanseindtryk og oplevelser. Jes Bertelsen har udtalt, at modellerne modellerer perceptionens indhold i henhold til modellens form. Med andre ord; hvis man leder med skruetrækkere efter skruer i universet, finder man kun skruer. Og konkluderer fejlagtigt, at noget som søm ikke eksisterer. Kort sagt; som man spørger får man svar, og er i værste fald døv overfor andre svar, fordi man ikke stiller anderledes spørgsmål. Dette er ikke en akademisk lænestols-spekulation, men vil have en afgørende betydning for din navigation og orientering i livet!

Og hvis man endelig er så heldig at blive bevidst om denne underfundige mekanisme, kan man måske blive desillusioneret og konkludere, at intet perspektiv er mere overordnet end noget andet, som det postmodernes relativisme, konstruktivisme, m.m. også hævder (via andre undersøgelser end ovennævnte, som er baseret på perceptionspsykologi, m.m.)

Der er noget meget uhyggeligt over denne kvalitet, at forestillinger og begreber selvopfyldende former perceptionen (som vist i Howard Blooms eminent fænomenale artikel ovenfor, ”Reality is a Shared Hallucination”), fordi alle disse forskellige (men isolerede begrebslige landkort over landskabet) perspektiver, kan give hver enkelt aktør (individer, grupperinger, videnskabsgrene, fagidiotier, etc.) en følelse af, at ens begrebslandkort og perspektiv er tilstrækkeligt, trygt, sandt (når det kun er delvist sandt – eller direkte falskt), etc. – og dette foregår samtidigt i kakofonisk kaotisk plenum uden et overordnet mønster, som kunne fungere som oversættende interface mellem disse forskellige verdensbilleder, begreber, orienteringer, fagområder, etc. (og dette kan med en neologisme kalde for ”Det Babelske Begrebstårn”)

Og man kan – såfremt man bliver bevidst om relativiteten af disse perspektiver – havne i en totalt relativistisk postmoderne position, fordi der tilsyneladende ikke er et overordnet begrebsligt landkort, som man kan finde i den skjulte orden i dette kaos af vilkårlige og tilsyneladende lige gyldige perspektiver.

Jean-François Lyotard erklærede i 80erne, at de store fortællingers tid er ophørt; fremskridtstro, videnskabstro, religion, nationalisme, ismer, m.m. – der er ikke længere en overordnet kulturel reference, hvorigennem man kan forstå sig selv indlejret i kulturen. Postmodernismen erklærer, at der ikke længere er en fælles historie, en kollektiv kulturel forståelsesramme, kun små fortællinger er tilbage, mikronarrativer, og at skabe et overordnet kort over disse fragmenterede fortællinger, teorier, observanser, etc., er ifølge mange postmoderne kritikere ikke muligt. Med andre ord; der findes ikke en metateori, hvilket i sig selv er performativt modsigende, da udsagnet er metateoretisk (alt er relativt – undtagen udsagnet selv, som er kategorisk).

Relativisme, poststrukturalisme, etc. (der til dels med rette har dekonstrueret mange universalist-postulater) hævder således, at der intet universelt findes overhovedet; intet er mere sandt end noget andet, alt er konstruktioner og fortolkning – alle sandheder er lige gyldige (eller ligegyldige) – anything goes!

Menneskers meningsdannelse og valg af forståelsesramme af verden, er derfor overladt til individuelt fragmenterede fortællinger og begreber, hvis indbyrdes mulige forbundethed ikke opfattes – idet en sådan anses for ikke-eksisterende. Disse begrebslige babelstårnes mentale ”sprogbarriere” indbyrdes, er derfor medvirkende til fragmentering i virkelighedsopfattelse, og reinforcerer en falsk legitimitet til postmodernitetens faldgrube og exces –  i form af ekstrem konstruktivisme, relativisme, narcissisme, nihilisme, simulacra, yderligere fragmentering, etc.

Vore begrebslige landkort er hyper-fragmenterede, isolerede og kan ikke se den interconnectedness som meget vel kan eksistere mellem de forskellige virkelighedsdomæner ude i ”landskabet” – socialt, mentalt, tværfagligt, m.m. Et metakort, et kort der kunne rumme og systematisere flere perspektiver på virkelighedens forskellige domæner, anses derfor for ikke-eksisterende.

”Hell is a place where nothing connects with nothing”

– Vartan Gregorian, citing Dante

Konklusioner fra mange discipliner ude på spydspidsen, synes at tyde på, at et af de mest fundamentale træk ved landskabets, dvs. virkelighedens, universets væsen, er altings indbyrdes forbundethed, interdependens, ikke kun i kvantefysikkens verden – men i og mellem geosfæren (det fysiske), biosfæren (biologiske), noosfæren (psykologiske), etc. Hvis et af de iboende træk ved virkelighed er altings indbyrdes forbundethed – interconnectedness – og denne ikke findes på vor begrebslige radar (og intuitive for den sags skyld), betyder dette i dybeste forstand fragmentering.

”In other words, what we are doing is establishing boundaries where really there is a close connection – that´s what is wrong with fragmentation.  And at the same time we are trying to establish unity where there isn´t any, or not very much. We say we´re all one inside the boundary. But when you look at these groups, they are not actually all one. They are fighting each other inside the boundary as much as they are fighting outside. In science, for instance, every little speciality is fragmented from every other one. People hardly know what is happening in a somewhat different field, And it goes on. Knowledge is fragmented. Everything gets broken up. Thus we have false division and false unification. Thought is pretending that there is a sharp division outside and that everything is unified inside, when it´s not really so. This is a fictional way of thinking. But to go on with this fictional way of thinking seems to be very important, so important that the actual fact that it is wrong, the fact that it´s not that way at all is ignored.”

– David Bohm, Thought as a System

[1] ‘One of the most important achievements of Western philosophy of science is the recognition that scientific theories are nothing but conceptual models organizing the data about reality available at the time. They are only useful approximations to reality and should not be mistaken for a correct description of reality itself. The relationship between theory and the reality which it describes is that of map and territory in Korzybski’s sense (1933); to confuse the two represents a violation of scientific thinking-a serious error in what is called logical typing. Gregory Bateson, the famous American anthropologist and generalist, used to say that a person commiting logical errors of this kind may one day eat the menu instead of the meal.’
– Stan Grof, East and West: Ancient Wisdom and Modern Science

Dette er også forklaringen på, at de fleste reagerer med vantro og ubehag, når de bliver konfronteret med ny information, som er uforeneligt med det de ‘ved’ (kognitiv dissonans) – resultatet af selve konditioneringen. Heraf kommer ofte de emotionelt reaktive negative reaktioner, når den kognitive dissonans melder sig, og derfor oftest øjeblikkelig kontra-forsøg på invalidering af den nye information gennem rationalisering, forsvar af ugyldigt verdensbillede – og derfor fejl i logisk typologi; forveksling af landkortet (det man ‘ved’) med landskabet.

Advertisements